
Når
man taler om sundhed, er det mange gange de små ting som vi ikke
tænker så meget over i det daglige, der gør en stor forskel når det
store regnskab gøres op.
Af: Marlene Hjorth Andersen
Madpakkens store betydning
Undersøgelser
viser, at kun 69 % af børn i 11-14 års alderen spiser frokost dagligt.
Jo ældre de bliver jo oftere springer de frokosten over eller
køber mad uden for skolen, som ikke er af god kvalitet ernæringsmæssigt
set (Kilde: Fødevarestyrelsens hjemmeside Alt Om Kost). Hvis frokosten
springes over, er der større risiko for at lade sig friste til at købe
slik, kage, fastfood, sodavand eller andet usundt i løbet af
eftermiddagen.
Derfor vil madpakken være et oplagt
indsatsområde, hvis dit barn hører til dem, der ikke får madpakke med.
Også fordi det desværre er et sjældent syn, at skolerne sælger sund mad
i boderne eller kantinen. Hvis problemet er, at dit barn ikke bryder
sig om traditionelle rugbrødsmadder, findes der faktisk et væld af
andre muligheder, som både er sunde og spændende.
På hjemmesiden Alt Om Kost (af Fødevarestyrelsen) kan man finde et utal af spændende forslag til madpakken.
På Kræftens Bekæmpelses Madpakkeservice kan
man tilmelde sig en slags nyhedsmail med ugentlige
madpakkeforslag. Der er endvidere links til diverse andre steder,
hvor man kan hente inspiration.
Mellemmåltider uden sukker
2-3 mellemmåltider i løbet af en dag er nødvendigt for at holde
energien og blodsukkeret oppe, og for ikke at fristes til søde sager.
Men hvad er et sundt mellemmåltid? Det er meget populært at give sine
børn kiks mellem måltiderne, men faktisk indeholder stort set alle
kiksetyper så meget sukker, at de i virkeligheden kan sammenlignes med
småkager. Så vælg en brødtype uden sukker, f.eks. knækbrød, grovbrød
eller rugbrød. Selvom børnene (og én selv!) kan have lyst til noget
sødt hen ad eftermiddagen, er det vigtigt at begrænse sukkerindtaget af
flere grunde:
- Der er så meget energi i sukker, at man løber risikoen for at blive overvægtig.
-
Sukkerholdige produkter får blodsukkeret til at stige hurtigt, men
desværre også til at styrtdykke lige så hurtigt. Det gør, at ens energi
dykker og man fristes til mere sukker for at få energien op.
-
Sukker mætter, men indeholder ingen næring – Jo mere ens børn indtager,
jo mindre appetit har de derfor til måltiderne. Resultatet er at de
ikke får nok næring og vitaminer til krop og hjerne.
Det man skal tænke på, når man skal sammensætte sine måltider (såvel
hoved- som mellemmåltider) er, at en del af energien skal komme fra
langsomt omsættelige fødevarer. Dvs. grove madvarer a la rugbrød,
havregryn eller gulerødder, hvor energien udløses langsomt, hvorved man
får energi til længere tid samtidig med at ens blodsukker holdes mere
stabilt. Hvis man spiser frugt til mellemmåltid er det f.eks. godt
samtidig at spise noget brød (helst groft), da energien i frugten
hurtigt er omsat og derfor næppe holder ens energi oppe helt indtil
næste hovedmåltid.
Husk endvidere at saftevand og andre læskedrikke er fyldt med sukker
og bør gemmes til festlige lejligheder. De sukkerholdige læskedrikke er
nogle af de store syndere, når det gælder mange børns alt for høje
sukkerindtag.
Morgenmad og aftensmad - tips og ideer
For at fortsætte snakken om sukker, er det værd at kigge ens
morgenmadsprodukter efter i sømmene. Undersøgelser viser, at rigtig
mange indeholder alt for meget sukker og for få fibre, og som bekendt
hører morgenmaden til et af dagens vigtigste måltider, da det er her
man tanker op til en dag fyldt med både kropslige og mentale
aktiviteter. Forbrugerinformationen har analyseret 21 produkter og er
kommet frem til at kun havregryn, tre mærker cornflakes og Weetabix
indeholder under 10 gram sukkerarter pr. 100 gram. Se undersøgelsen her
Hvis du vil læse mere om de sukkerholdige morgenmadsprodukter, kan du her læse forbrugermagasinet Tænks artikel Sukkerknas på morgenbordet
Hvis du synes, det er svært at blive ved med at få ideer til både
let og sund aftensmad i hverdagen, kan det måske være en idé at
bestille en grøntsagskasse fra f.eks. Årstiderne, der leverer
økologiske madvarer direkte til hoveddøren. I den slags madleverancer
er der altid medfølgende opskrifter til råvarerne, hvilket kan være
velkomment i en travl hverdag, hvor man sjældent har god tid til at få
ideer til aftensmaden. Samtidig er du med en grøntsagskasse altid
sikker på at have nok grøntsager i huset, og du får automatisk større
variation i kosten og mulighed for at prøve typer af grøntsager, som du
normalt går udenom. Husk at inddrage børnene i madlavningen; det
skærper deres nysgerrighed og lyst til at prøve nyt, hvis de selv er
med i tilblivelsen af måltiderne.
Der findes forskellige muligheder for at bestille fødevarer-kasser på Internettet. Herunder får du nogle stykker:
Aarstiderne.com
Maddeluxe.dk
Skagenfood.dk
Hvis du vil have mere inspiration til hvordan du øger dine børns sundhed via kost og bevægelse, så klik f.eks. ind på: Rumlerikkerne, et samarbejde ml. Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Hjerteforeningen og TrygFonden
Tjeksundheden, som er udviklet af Indenrigs- og sundhedsministeriet i samarbejde med BUPL, PMF m.fl.
|